flora_danica_kop_med_underskaal
Du er her: Forside » Porcelæn købes » Flora Danica porcelæn købes

Flora Danica blev oprindeligt bestilt som en gave til den russiske kejserinde i 1790. I dag er Flora Danica verdens mest eksklusive stel.

Vi køber alt i Flora Danica porcelæn fra Royal Copenhagen. Vi er også meget interessede i Musselmalet og Blå Blomst samt andre stel fra Royal Copenhagen.

Generelt

Hvis der er dele i porcelænet, som har skår eller hårrevner, har disse enkelte dele ikke den store værdi.

Prisen fastsættes ud fra stand, alder, sjældenhed, efterspørgsel og sortering (1., 2., 3., eller 4. sortering).

For at få en nøjagtig og professionel vurdering af dit Flora Danica porcelæn, anbefaler vi, at du ringer til Michael Rydahl på telefon (+45) 6021 6032 for en uforpligtende samtale eller sender os en mail via denne formular.

Vedhæft meget gerne billeder af dit porcelæn – også bagsiden/bunden – såfremt du har mulighed for det.

Flora Danica

Produktionen af det berømte Flora Danica stel, der er udstillet på Amalienborg og Christiansborg Slot, bliver påbegyndt i 1790. I dag er dette stel verdens største bevarede spisestel fra det 18. århundrede.

Oprindeligt var Flora Danica navnet på et botanisk illustrationsværk over den danske flora, men Kong Christian den 7. bestemte i 1790, at illustrationerne måtte overføres til et stel – med henblik på at give det som en forsoningsgave til Catharina den Store af Rusland.

Catharina den Store af Rusland dør dog, inden stellet er færdigt, og modtager derfor aldrig gaven. Stellet overgår derfor til det danske hof.

Den samlede produktion af stellet varer 12 år og foregår på Den Kongelige Porcelainsfabrik. Det er den nürnbergske maler Johann Christoph Bayer, der står for langt de fleste af stellets illustrationer. Flora Danica bliver hans livsværk.

I 1802 bliver produktionen beordret standset, og fabrikken leverer de sidste dele i 1803.

Stellet bliver taget i brug den 29. januar 1803 til kongens fødselsdag.

Flora Danica stellet bliver herefter anvendt til blandt andet statsbanketter, bryllupper og fødselsdage, og noget af stellet går i stykker ved disse lejligheder. Andre dele af stellet går til under branden på Christiansborg Slot i 1884, hvorfor stellet ikke længere er komplet. Det er dog lykkedes at bevare cirka 1500 dele ud af 1802, hvilket gør, at stellet vurderes at være verdens største bevarede spisestel.

I 1862 genoptages produktionen, men dette Flora Danica stel bliver på mange måder forskelligt fra det oprindelige. Nu vælger man mellem alle de plancher, der har været forlæg til det oprindelige stel, plus 1440 nye plancher, og de æstetiske hensyn kommer til at veje tungt i valg af blomster.

Stellet produceres den dag i dag af den kongelige danske porcelænsfabrik, Royal Copenhagen.

Flora Danica står stadig som et af de absolutte hovedværker indenfor botanikken, og verdens mest eksklusive porcelænsstel – ikke blot i Danmark, men i hele Europa.

Fabriksmærke og sortering

Ved Royal Copenhagens stiftelsesmøde den den 1. maj 1775 beslutter man, at fabrikkens varemærke skal være tre bølgestreger, som symboliserer Danmarks 3 vandveje: Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Varemærket finder man på næsten alt porcelæn fra Royal Copenhagen.

Kongekronen symboliserer kongehuset som iværksætter.

Fabriksmærket og kronen er forandret gennem tiderne og kan bruges til at aldersbestemme porcelænet.

Mærket kan også variere i størrelse og udseende, fordi det er forskellige malere, der har ført penslen, og hver maler har sin egen måde at male på.

Fra 1775 blev bølgerne malet i hånden, men i 1870’erne begynder Royal Copenhagen at stemple og glasere mærket.

I det ældste porcelæn fremstår bølgemærket som tre jævne bølger – næsten som dønninger. Omkring 1820 bliver bølgemærket til korte, parallelle streger. Senere i 1800-tallet og frem til i dag er det mere spidse bølger.

De tre bølgestreger har helt fra porcelænsfabrikkens grundlæggelse i 1775 været påført porcelænet af maleren selv. Der er derfor stor individuel variation i udførelsen af bølgemærket. På porcelæn dekoreret med blå blomster har bølgemærket oftest et tykkere udseende, fordi penslen som benyttes til dette mønster, er tykkere end den, som bruges til musselmønstret.

På fade, tallerkener og andre genstande, som har glaseret undersid, finder man normalt bølgemærket på undersiden af porcelænet.

På porcelæn, som ikke er glaseret i bunden – eksempelvis terriner – kan mærket være placeret inde i bunden, eller det kan være malet på undersiden og dækket af en lille klat glasur.

På chokoladekander finder man ofte mærket udenpå – eller inde i – halsen.

På krus, tepotter og kaffekander kan mærket være placeret under hanken.

I låg finder man sjældent fabriksmærket, men derimod malerens mærke, som normalt vil være det samme som på underdelen. Er det ikke samme malermærke i underdel og låg, kan det tyde på, at låget er købt senere som supplement. De gamle låg har meget let ved at falde af, og det er ikke så få, som er tabt på gulvet.

Sortering findes ved at se på stemplet på produktet:

NB: Flora Danica udgives som regel kun i 1. sortering, men vi har i enkelte tilfælde set 2. eller 3. sortering.

1. Sortering: Er et produkt, som ingen fejl eller mangler har. Disse produkter har ingen lodret ridse igennem de tre bølger.

2. Sortering: Er typisk et produkt med små fejl, som eksempelvis små skævheder, nister og glasurmærker. Disse produkter har altid en ridse lodret igennem de tre bølger.

Medarbejdersortering: Produkter, som ansatte hos Royal Copenhagen har købt. Mærkes altid med 2 til 3 ridser lodret igennem de tre bølger. Disse produkter svarer ofte til 2. sortering, men kan også være af dårligere sortering.

Royal Copenhagen

Royal Copenhagen A/S er et dansk firma, der opstår ved fusionen mellem Holmegaards Glasværker A/S og Den Kongelige Porcelainsfabrik A/S i 1985.

Historie – Den Kongelige Porcelainsfabrik

Den danske Porselinsfabrik bliver etableret den 1. maj 1775 i Købmagergade i København under protektion af enkedronning Juliane Marie. Fabrikken er grundlagt af apoteker Frantz Heinrich Müller, som fik monopol på at drive fabrikken i 50 år.

Efter fire økonomiske vanskelige forsøgsår, overtager kongen i 1779 fabrikken, og navnet bliver ændret til Den Kongelige Porcelainsfabrik.

I 1868 kommer fabrikken på private hænder, og i 1882 bliver den overtaget af den succesfulde fajancefabrik Aluminia.

På verdensudstillingen i Paris i 1889 får fabrikken internationalt gennembrud, og fabrikken åbner butikker i Paris, New York og London og antager eksportnavnet Royal Copenhagen.

Selv om Aluminia har overtaget fabrikken, bliver rollerne byttet om cirka 100 år senere. Porcelænsfabrikken lukker i 1969 Aluminia, og fajanceproduktionen fortsætter i meget mindre skala.

Den Kongelige Porcelainsfabrik køber i 1972 Georg Jensen, fusionerer i 1985 med Holmegaard Glasværk og bliver til Royal Copenhagen, som i 1987 fusionerer med Bing og Grøndahl.

Historie – Royal Copenhagen

Royal Copenhagen A/S opstår i 1985 ved fusionen mellem Den Kongelige Porcelainsfabrik A/S og Holmegaards Glasværker A/S.

Royal Copenhagen A/S fusionerer i 1987 med Bing og Grøndahl A/S.

I 2004 bliver produktionen flyttet til Glostrup, men på Frederiksberg ligger stadig et fabriksudsalg. Hovedparten af produktionen foregår nu i Thailand, og de fleste medarbejdere i Danmark er blevet afskediget.

Royal Copenhagen A/S er indtil udgangen af 2012 ejet af den danske investeringsfond Axcel.

I 2013 overtager Fiskars Royal Copenhagen.

Ring nu og få en gratis vurdering