kongeligt_porcelaen_suppeterrin_empire
Du er her: Forside » Porcelæn købes » Bing og Grøndahl porcelæn købes

Der er 2 slags interessante porcelæn i Bing og Grøndahl udover Mågestellet:

Empire og Sommerfugl porcelæn.

Både Empire og Sommerfugl findes med og uden guld ligesom det velkendte Mågestel. Vi køber porcelæn i både Empire og Sommerfugl fra Bing og Grøndahl – både med og uden guld.

Er porcelænet med guldkant er det en forudsætning for køb, at guldet er velholdt og uden slid.

Vi vil ikke udelukke, at vi køber andet porcelæn fra Bing og Grøndahl, men dette afhænger meget af tidspunkt og trend.

Generelt

Hvis der er dele i porcelænet, som har skår eller hårrevner, har disse enkelte dele ikke den store værdi.

Prisen fastsættes ud fra stand, alder, sjældenhed, efterspørgsel og sortering (1., 2., 3., eller 4. sortering).

For at få en nøjagtig og professionel vurdering af dit porcelæn, anbefaler vi, at du ringer til Michael Rydahl på telefon (+45) 6021 6032 for en uforpligtende samtale eller sender os en mail via denne formular.

Vedhæft meget gerne billeder af dit porcelæn – også bagsiden/bunden – såfremt du har mulighed for det.

Empire

Empirestellet er et af Bing og Grøndahls ældste stel.

Selve stelformen med skæl bliver første gang lanceret af Bing og Grøndahl i 1888 i forbindelse med en udstilling, og formen bliver brugt til både Empirestellet, Mågestellet, Sommerfugl m.m.

Dekorationen er skabt af Harriet Bing i 1904 med inspiration i Napoleons kejserkroning 100 år tidligere. Kroningen fører overalt i Europa til en opblomstring af empire stilen.

Harriet Bing, som er overmaler på blåmalerværkstedet, er gift med en af brødrene, som ejer porcelænfabrikken Bing og Grøndahl.

Dekorationen på det hvide Empire porcelæn består af den klassiske koboltblå farve, som illustrerer lette anemoneranker ophængt i dekorativ symmetri , som hængende guirlander.

Det forlyder at stellet er tænkt som en konkurrent til Den Kongelige Porcelænsfabriks populære Musselmalet.

Empire stellet består af utrolig mange dele til både spisestel og kaffestel. Således findes der blandt andet store og små terriner og kopper i mange forskellige størrelser i stellet.

Empire stellet findes både med guldkant og gennembrudt kant.

Ud over at være produceret til de danske hjem, bliver Empire stellet også fremstillet i en kraftigere udgave til restaurationer.

Stellet er ubetinget en gennemført klassiker.

Sommerfugl

Sommerfugl stellet er tegnet i cirka 1880, som et direkte modspil til Musselmalet, som bliver fremstillet på Den Kongelige Porcelænfabrik.

På Sommerfugl stellet har tallerkenerne og fadene altid en sommerfugl i midten. Sommerfuglene er malet i frihånd og kan derfor være meget forskellige.

Sommerfugl stellet fremstilles også med guldkant og hedder så Kipling.

Sommerfugl stellet med opmalede blå skælv hedder Dickens. Dette stel findes både med og uden guldkant.

Fabriksmærke og sortering

Varemærket for Bing og Grøndahl har siden 1898 været tre tårne. Mærket har været brugt med forskellige indskrifter.

De tre tårne er et ældgammelt symbol på København og stammer fra Absalons borg.

København bruger samme symbol i sit byvåben.

Fabriksmærket i bunden af porcelænet kan bruges til at aldersbestemme porcelænet.

Porcelænet er mærket B & G indtil 1898.

Herefter ses B & G mærket i forening med de tre tårne fra Københavns byvåben.

Efter sammenlægning med Royal Copenhagen i 1987 ændres stemplet til Royal Copenhagen. Dog stemples platter, årsfigurer, samlerobjekter og visse stel fortsat med B & G.

Sortering findes ved at se på stemplet på produktet:

1. Sortering: Er et produkt, som ingen fejl eller mangler har. Disse produkter har ingen vandret ridse igennem de tre tårne.

2. Sortering: Er typisk et produkt med små fejl, som eksempelvis små skævheder, nister og glasurmærker. Disse produkter har altid en ridse vandret igennem de tre tårne.

Historie – Bing og Grøndahl

Bing og Grøndahl A/S bliver etableret den 19. april 1853 på hjørnet af Vesterbrogade og Rahbeks Allé i København og grundlagt af Frederik Vilhelm Grøndahl og brødrene Meyer Herman Bing og Jacob Herman Bing.

I 1885 bliver Harald Bing eneejer af fabrikken, og i 1895 bliver virksomheden omdannet til et aktieselskab.

Bing og Grøndahl overtager den 1. september 1972 A/S Kronjyden Randers Fajance og Stentøjsfabrik. Stentøjsproduktionen herfra bliver i 1988 flyttet over til Royal Copenhagen.

I 1987 bliver Bing og Grøndahl lagt sammen med konkurrenten Royal Copenhagen.

Ring nu og få en gratis vurdering